Det er efterhånden længe siden, at jeg har delt en morgenmadsopskrift med dig.
Det er en fejl!
I øjeblikket sværger jeg til overnight oats, måske du bedre kender det som raw havregrød?
Hvis du aldrig har hørt om det, så er det havregrød der har stået natten over i køleskabet. Det er simpelthen så nemt at lave og det smager som en drøm.
Det er en herlig morgenmadsspise, især når det kommer til de der travle hverdagsmorgner, hvor tiden er knap og morgenmaden skal indtages samtidig med, at man får redt sengene, sat en vaskemaskine over – vi har timer på vores vaskemaskine, pakket skoletaskerne m.m.
Den type morgnen tror jeg alle forældre kender?
Jeg har de sidste mange år spise havregrød hver morgen, men siden jeg er startet i skole, så har vores morgner været lidt mere pressede og jeg vægter bare min søvn højere end alt andet. Så her på det sidste, er jeg simpelthen begyndt at lave overnight oats istedet for havregrød.
Overnight oats kan ligesom havregrød, varieres i det uendelige. Det er kun fantasien der sætter grænser og jeg elsker det! Noget af det jeg især elsker ved overnight oats er, at man kan lave til flere dage ad gangen, nemmere bliver det bare ikke.
I øjeblikket har jeg 3 favoritter, som alle 3 finder vej til bloggen, indenfor den nærmeste fremtid. Idag starter jeg med at dele min absolut favorit. Det er en grød lavet på kokos, toppet med mango, passionsfrugt og lidt ekstra kokos – mmmh.
Raw havregrød aka. overnight oats med kokos, mango og passionsfrugt
Print OpskriftIngredienser
- 1 dl havregryn
- 1 dl kokos skyr, alternativ kokosyoghurt
- 1,5 dl kokosmælk, alternativ mælk
- 2-3 spsk kokosmel
- Mango og passionsfrugt til topping
Instruktioner
I en lille tupperware bøtte med tilhørende låg, blandes havregryn, skyr, mælk og kokosmel godt sammen. Kom låget på, stil på køl og lad grøden stå natten over.
Dagen efter tages grøden ud af køleskabet og toppes med mango og passionsfrugt.
Noter
Hvis grøden er for tyk/klæg i konsistensen om morgnen, så tilsæt et lille skvat mælk, for at løsne grøden lidt op.
Grøden kan også lunes i mikroovnene, hvis du ønsker en varm grød. Tilsæt blot lidt ekstra mælk.
Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Ingen kommentar