I dag forkælede jeg Rasmus og ungerne med de her syndige gammeldags fastelavnsboller, da de kom hjem fra skole, børnehave og arbejde. For det var jo ikke nok, kun med de luksus fastelavnsboller, som Linus og jeg lavede i weekende, hihi, ironi kan forekomme. Egentligt lavede jeg dem fordi, at vi endelig kunne offentliggøre overfor venner og bekendte, at Rasmus har fået nyt job. Vi har vidst det i et par uger, men kontrakten skulle lige være helt på plads. Så i dag har vi fejret den gode nyhed med lækker mad, god vin og de her gammeldags fastelavnsboller.
Sidste år da jeg servede en omgang gammeldags fastelavnsboller, blev de indtaget på no time, så der er vidst ingen tvivl om, at lige netop denne type fastelavnsboller, er i meget høj kurs her hjemme. Så det var et ret oplagt valg, at lave lige præcis de her fastelavnsboller.
De er faktisk overraskende nemme at lave og smager helt fantastisk, for det er jo egentligt en ret basal fastelavnsbolle, uden alt for meget fancy pancit, som ellers kan skræmme dig væk fra opskriften. Fastelavnsbollerne består af en lækker, blød og smagfuld bolle, en midte af en hjemmelavet vaniljecreme og rendende nougat, mums siger jeg bare. Faktisk så sidder jeg i skrivende stund og indtager en af disser herligheder, for af og til er det vel ok at synde, selvom det ikke er cheat day, eller hvad ? hihi..
Hvis du har en svaghed for bløde boller og lækker creme, så er den her gammeldags fastelavsbolle uden tvivl noget for dig. Bare husk, at få lukket bunden på bollerne ordentligt, så fyldet ikke flyder ud, fyldet skal jo helst blive i bollen, så du får størt nydelse ud af fastelavnsbollen. Jeg hader når jeg ikke har været omhyggelig nok, så mit fyld bevæger sig ud, så husk endelig at være vågen ved den del. Jeg fik 12 store fastelavnsboller ud af den her opskrift, hvilket vores vicevært satte stor pris på i dag, da han kom og skulle fikse et par forskellige ting, som ikke virkede. Jeg nåede lige, at hive dem ud af ovnen inden han gik, så han fik et par stykker med i hånden, som tak for hjælpen. Man skal jo huske at sætte pris på sine medmennesker og det gør jeg, ved at fede dem op med kage, hihi 😉
Opskrift på gammeldags fastelavnsboller med nougat og creme.
Du skal bruge følgende til Bolledejen:
- 25 g gær
- 100 g smør
- 2.5 dl mælk
- 2 æg
- 50 g sukker
- 0.5 tsk salt
- 550 g hvedemel +/-
- Kornene fra 1 vaniljestang
- 2 tsk kardemomme
Sådan gør du:
Smulder gæren. Smelt smøret og lun mælken.
Opløs gæren i den smeltede smør og den lune mælk. TIP! Din mælk/smør må ikke være for varm, da det kan dræbe gærcellerne og så vil din dej ikke hæve.
Tilsæt æggene et ad gangen.
Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem i omkring 5 minutter. TIP! Dejen skal være blød og smidig uden at klistre til fingrene.
Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter.
Du skal bruge følgende til vaniljecremen:
2 dl mælk
2 spsk sukker
Kornene fra 1 vaniljestang
2 spsk maizena
2 æggeblommer, eller 1 helt æg
Sådan gør du:
- Pisk vaniljekorn, sukker, maizena og æggeblommer (eller ægget) sammen i en skål.
- Bring mælk og den tomme vaniljestang i kog og tilsæt æggemassen under konstant piskning. Kog din vaniljecreme igennem i et par minutter, imens du fortsat pisker.
- Kom vaniljecremen i en ren skål og dæk den til med film helt ned på cremen TIP! Så undgår du kondens og samtidig undgår du også, at cremen får en kedelig tør skorpe. Husk at fjerne den tomme vaniljestang, inden afkøling.
- Lad cremen afkøle inden brug.
Du skal desuden bruge 150g nougat.
Sådan former du dine fastelavnsboller:
Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord, til en stor firkant på lidt under 0.5 cm i tykkelsen. Skær dejen ud i firkanter af ca 13 x 13 cm.
På hver af firkanterne lægges 1 spsk creme og omkring 12g nougat. Fold hjørnerne ind over fyldet og klem dejen godt sammen i samlingerne, så fyldet ikke kan løbe ud. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, med samlingen nedad.
Lad fastelavnsbollerne hæve tildækket, i yderligere 45 minutter.
Bag de færdighævet fastelavnsboller i en forvarmet ovn, ved 180 grader i omkring 15-20 minutter.
Lad de færdigbagte fastelavnsboller afkøle på en bagerist.
Når dine fastelavnsboller er afkølet, så er de klar til at blive pyntet med glasur, smeltet chokolade, eller hvad du nu ellers har af fortrukken frosting. Jeg pyntede mine gammeldags fastelavnsboller, med en omgang klassisk hvid glasur, som jeg toppede med lidt grofthakket pistacienødder, spiselige blomster og lidt af Mill & Mortar’s smukke dust. Der er intet som en smuk og indbydende fastelavnsbolle, ihvertfald hvis du spørg mig, hihi.
Rigtig god fornøjelse.
Ingen kommentar