Jeg har længe haft lyst til at lave en broccoli toast, de er jo blevet ret så populære og kan laves i mange forskellige afskygninger og varianter. Hvis du er på IG har du garanteret set, at de længe har floreret rundt derinde, så det er ret nemt at finde inspiration, til din broccoli toast.
Da jeg igen er back-on-track mht. min kostplan, er det ikke en mulighed for mig, at indtage hvidt brød. Så da ungerne godt ville have pulled pork burger, var det endelig tid til at forsøge mig med et broccoli fladbrød, så jeg stadig kunne være med på aftensmaden. Det er super trælst, at lave to forskellige omgang mad ad gangen, men det er bare lige indtil, at jeg igen er inde i rutinen. Rutine, rutine, rutine, er det ikke sådan man siger ? hihi.
Jeg blev glædeligt overrasket over hvor lækkert broccoli fladbrødet blev, det smager simpelthen så lækkert. Det var super nemt at lave og tog ingen tid. Det krævede få redskaber og få ingredienser, lige en opskrift efter mit hoved. Broccoli brødet var lækkert og saftigt og selv her dagen efter, er det stadig lige så lækkert. Man kan slet ikke smage at det er bagt i går aftes, så du kan med fordel bage en stor portion, så du har lidt ekstra til de kommende dage. Her hjemme får Broccoli fladbrødet hurtigt ben at gå på, da det er en perfekt erstatning for hvidt brød. Næste gang det skal laves, vil jeg forsøge at lave det som nogle små boller, så man får den helt rigtige følelse af, at side med en helt rigtig burger i hånden.
Prøv broccoli fladbrødet og lad dig overraske over, hvor nemt det er at lave og hvor lækkert det egentligt er.
Opskrift på syndigt broccoli fladbrød.
Du skal bruge følgende:
- 450g frisk broccoli, i buketter
- 150g havremel, havregryn blendet til mel
- 4 æg
- 1 tsk groft salt
- Frisk kværnet peber
- 2 spsk oliven olie
Sådan gør du:
Blend broccoli’en fint i en foodprocessor.
Tilsæt havremel og blend det godt sammen.
Tilsidst tilsættes resten af ingredienserne og det blendes godt igennem en sidste gang.
Beklæd en bageplade med bagepapir og kom dejen derpå.
Spred broccoli dejen ud i et glat og jævnt lag, på omkring 0.5 cm i tykkelsen.
Bag dit broccoli fladbrød i en 180 grader varm ovn i 25-30 minutter. Bemærk ingen varmluft.
Lad brødet afkøle på en bagerist.
Skær brødet ud i passende stykker til en toast eller måske en lækker club sandwich.
Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Ingen kommentar