Dessert/ Kager/ Opskrifter

Opskrift på sommerlækker peach pie

Opskrift på sommerlækker peach pie

Det er efterhånden længe siden, at jeg har delt en kageopskrift med dig, så det er vel egentlig på sin plads, at der kommer en på bloggen, hihi. Så i dette indlæg, vil jeg dele en ret så lækker opskrift med dig. Jeg vil nemlig dele opskriften på en syndig og smagsgod peach pie, måske bedre kendt her i DK, som fersken tærte.

Opskrift på lækker ferskentærte

Når det kommer til frugter, så står ferskner højt på min liste. Jeg er tosset med den sindsyg lækre og søde frugt, men skal jeg være helt ærligt, så er jeg bedst til ferskner i syden. Det er som om at ferskner mister en del af sig selv, på vej op mod os. I syden er ferskner langt mere friske og saftige og har en usædvanlig lækker og sød smag. Måske det er fordi jeg forbinder den sommerlækre frugt med ferie i Italien, hvor jeg indtog dem i store mængder i min barndom. Jeg mindes stadig en sommerferie da jeg var barn, hvor vi som altid var i Rom. Tæt ved Colosseum var der en stor frugtbod, som solgte alt hvad hjertet begærede i frugter og bær. Han havde de bedste ferskner jeg til dato har fået! Mit mundvand løber i vand, bare ved tanken om dem, hihi.

I går var jeg til Tupperware party hos en søde forældre, fra vores ældstes klasse. Udover at købe mig fattig i Tupperware, havde jeg også medbragt lidt kage. Da jeg har et svagt punkt for ferskner, faldt valget meget naturligt på en peach pie, for hvem elsker ikke ferskner ? Hah, det er der garanteret mange der ikke kan, men det kan jeg slet slet ikke forstå, hihi.

Da jeg var på indkøb skulle det vise sig, at være lidt mere besværligt end som så, at få fingre i lækre og saftige ferskner. Så jeg måtte lige hurtig skifte strategi for kagen og valgte istedet, nogle ret lækre og saftige nektariner. Det gjorde bestemt intet dårligt for tærten, så hvis du ikke kan få fingre i ferskner, så kan du med fordel bruge nektariner. Det skulle også vise sig, at det med fersknerne ikke var det eneste bump på vejen, for det var heler ikke til at opdrive lyst muscovadosukker, så her måtte jeg snuppe en mørk muscovadosukker, hvilket er grunden til den mørke farve på fyldet. Den mørke muscovadosukker tilføjede lidt ekstra dybde i smagen til tærten, hvilket absolut ikke gjorde noget. Syns mæssigt er jeg dog mere til brug af den lyse muscovadosukker, men det er klart en smagssag.

Det er en ret så lækker tærte, som jeg på det varmeste vil anbefale. Den er nem at lave og smager som en drøm, what’s not to love?

Opskrift på lækker frugttærte.

Opskrift på sommerlækker peach pie.

Du skal bruge følgende til tærtedejen: 

  • 300 g hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • 225 g smør, koldt
  • ca 1 dl vand, koldt

Sådan gør du: 
Skær det kolde smør i små tern og stil det på køl igen. TIP! Det er vigtig at smørret er så koldt, som muligt hele tiden, for at opnå den perfekte flagede crust.
Pisk mel og sukker sammen.
Tilsæt de kolde smørklumper til mel-blandingen. Brug en gaffel eller dine fingre, til at mase smørret ned i melet, så det bliver til en masse små krummer. TIP! Der må gerne være et par store chunks/krummer, så dejen får den rigtige konsistens.
Tilsæt halvdelen af det meget kolde vand i små stænk, og brug dine hænder til at samle dejen. Tilsæt resten af det vand lidt ad gangen, til det lige præcis kan samle dejen. TIP! Vær forsigtig med at ælte dejen for meget, så smørstykkerne ikke smelter ved varmen fra dine hænder.
Del dejen i 2 lige store stykker og flad dem en smule ud. Pak de 2 stykker tærtedej godt ind i film, og lad dem hvile i køleskabet i mindst 30 minutter. TIP! Tærtedejen kan opbevares på køl i ca 1 uge, eller fryses i op til 2 måneder.

Du skal bruge følgende til fyldet: 

  • 1 kg ferskner
  • 1 tsk citronsaft
  • 30g hvedemel
  • 30g kartoffelmel
  • 100g sukker
  • 100g ly muscovadosukker
  • 1/4 tsk stødt muskat
  • knsp salt
  • 30g smør, i små tern

Sådan gør du: 
Skræl fersknerne og skær dem i tykke skiver
Kom ferskner og citronsaft i en skål.
Bland mel, kartoffelmel, sukker, muscovadosukker, muskat og salt sammen i en skål.
Hæld mel-sukker blandingen over fersknerne og rør det hele forsigtigt sammen, til fersknerne er dækket af blandingen.

Såsan samler du din peach pie: 

Drys en god portion mel ud, på et rent bord.
Tag en portion tærtedej ud af køleskabet, og rul dejen ud til den rette størrelse. TIP! Løft og drej dejen en omgang, hver gang du har kørt kagerullen et par gange, så den ikke klæber fast til bordet.
Placer tærtedejen i din pieform, og fold den forsigtigt ud, imens du justere den, til den ligger som den skal.
Trim dej-kanterne til med en køkkensaks, så der hænger omkring 4 cm tilbage, ud over formen.
Hæld ferskenfyldet over tærtebunden, og drys små smør tern henover. Stil tilbage på køl.
Rul den anden portion tærtedej ud, og placer den over fyldet. Fold den øverste tærtedej ind under kanten, fra den nedereste tærtedej, og klem sammen så fyldet forsegles.
Skær adskillige snit i tærtelåget, så dampen kan komme ud.
Pensl tærtelåget med 1 sammenpisket æg og drys med sukker.
Bag den sommerlækre peach pie i en forvarmet ovn, ved 220 grader i 20 minutter. Skru så ned til 175 grader og bag den i yderligere 35 minutter, eller til fyldes bobler og tærten er gyldenbrun. TIP! Hvis tærten bruner for hurtigt, kan du dække den løst til med sølvpapir, under resten af bagetiden.
Lad din peach pie afkøle på en bagerist.

Server den imens den stadig er lun, eller når den er ved stuetemperatur, der smager den nemlig allerbedste. Server ferskentærten med en scoop god vaniljeis, eller en portion letpiske flødeskum, eller undlad helt at servere den med noget. Min personlige favorit er en scoop vaniljeis, hihi.

Rigtig god fornøjelse.

opskrift på amerikansk peach pie - fersken tærte

Ingen kommentar

Skriv et svar