Kian ELSKER pizza, som i virkelig elsker! Der er ingen tvivl om, at det er hans livret og stod det til ham, så spiste vi pizza hver dag. Vi har derfor lavet rigtig mange forskellige pizza udgaver, og nu hvor han går i skole, er det jo så heldigt, at han kan få det med i madpakken. Så slipper vi også for, at skulle spise pizza flere gangen om ugen, for jeg er virkelig træt af pizza, hih.
Denne gang har jeg kastet mig ud i, at lave pizzamuffins. Mums de smager godt, og de var et kæmpe hit. Flere af børnene fra Kian’s klasse, savlede over hans madpakke. Så det er uden tvivl noget man også kan bruge, som uddeling til fødselsdage i børnehaven, eller i skolen.
De er også perfekte, som en lille snack når man lige er kommet hjem, efter en lang dag i skole eller institution.
Disse madmuffins, har jeg fyldt med hvad vi lige havde i køleskabet. Så det blev til 3 forskellige slags fyld. En med mascarpone, kartofler/sødekartofler, rosmarin og mozzarella, en med pizzasauce, kebab og mozzarella, og den sidste var med pizzasauce, landskinke og mozzarella.
Fyldet kan varieres fuldstændig som du lyster. Du kan nemlig bruge lige præcis det fyld du forretrækker, og mulighederne er nærmest uendelige.
De er super nemme at lave og denne portion giver omkring 16 muffins. Skulle du have lidt pizzamuffins i overskud, så frys dem ned. Det er aldrig helt skidt, at have nogle pizzamuffins lige ved hånden.
Opskrift på lækre pizzamuffins
Print OpskriftIngredienser
- 1 pk. gær
- 1.75 dl vand
- 0.25 dl olie
- 4.75 dl hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
Instruktioner
Opløs gæren i vand, og tilsæt olien.
Miks de tørre ingredienser i og rør det godt sammen, til en klistret dej.
Smør en ren skål med lidt olie. Bemærk at dejen hæver til dobbeltstørrelse, så brug en stor skål. Kom dejen i den smurte skål, dæk dejen til og lad den hæve et lunt sted i 1 time, eller til dejen er hævet til dobbelt størrelse.
Når dejen er færdighævet, smøres dine muffins form med lidt olie. Så er de små pizzamuffins nemlig lige til at få op.
Drys lidt mel på bordet og kom lidt på hænderne, så dejen ikke klistre sig fast.
Tag en lille klump pizzadej og begynd at forme den, som en mini pizza på bordet. Når du har formet den lille pizza, så kommer du den ned i muffin formen, så godt som du nu kan. Du skal trykke lidt med dine fingre, så du er sikker på, at den er helt ude i kanterne. Når du har fyldt alle dine muffinsforme med pizzadej, fyldes de med dit fortrukne fyld.
Bag dem i en forvarmet ovn ved 220 grader varmluft, i 10-12 minutter, eller til de er gyldne og sprøde.
De smager fantastisk, især når de stadig er lune og sprøde.
De er et sikkert madpakke hit.
Rigtig god fornøjelse.
Ingen kommentar