Kager/ Madpakke hits/ Opskrifter

Opskrift på de bedste cookies med m&m’s

Opskrift på de bedste cookies med m&m's

På en lang kold og grå regnsvejrs dag, er der nu intet, som at komme hjem til duften af friskbagte cookies. I øjeblikket er vores hverdag fyldt med lange dage, hvor der ikke er timer nok i døgnet, men vi får det som altid til at fungere. For at gøre lidt op for den travle hverdag, som ungerne til tider får nok af, så bliver der hygget lidt ekstra meget.

Her hjemme SKAL der en eller anden form for kager til, når der hygges. Det må være en familie last, hihi. En fantastisk lækker og udsøgt snack at komme hjem til, er disse cookies med m&m’s. De er super nemme at bage og smager vidunderligt, ungerne er tossede med dem og de er faktisk så nemme at lave, at du med fordel kan tage ungerne med i køkkenet.

Når vi af og til hiver stikket i den travle hverdag, så hopper jeg gerne i køkkenet og bager med de 2 mindste skud på stammen. De elsker at hjælpe til i køkkenet og hvilken bedre måde at gøre det på, end at vælge en børnevenlig opskrift, som de kan være med til at lave. Hvis du lige som jeg, vælger at tage ungerne med i køkkenet, så sørg for at købe rigeligt med m&m’s, for ungerne hapser gerne et par stykker, når du lige vender ryggen til dem i 2 sekunder.

Cookies med m&m's

Opskrift på de bedste cookies med m&m’s.

Du skal bruge følgende til dejen:

  • 80g sukker
  • 135g farin
  • 0.5 tsk fint salt
  • 90g smør, smeltet
  • 1 æg
  • 1 stk vanilje ekstrakt
  • 190g hvedemel
  • 0.5 tsk natron
  • 80g små chokoladeknapper, alternativt grofthakket chokolade

Sådan gør du: 
I en stor skål røres sukker, salt og smør sammen, til en jævn og glat dej.
Tilsæt æg og vanilje og rør det sammen.
Sigt mel og natron i dejen og fold det let sammen med en dejskraber. Vær forsigtig, så du ikke får overblandet dejen. TIP! Hvis dejen er for våd, så tilsæt lidt ekstra mel. Det skal være en fast, men blød og let klæg dej.
Tilsidst vendes chokoladeknapperne i dejen.
Stil dejen på køl i 30 minutter. TIP! Så kan smagen rigtig nå at sætte sig.

Du skal bruge følgende til fyldet: 

  • 100g M&M
  • 100g Peanut butter cups, grofthakket

Sådan gør du: 
Tag cookie dejen ud af køleskabet og tilsæt ingredienserne. Bland det godt sammen, så fyldet bliver jævnt fordelt.
Beklæd 2 bageplader med bagepapir.
Ved brug af en is-scoop-ske, fordeles dejen i 9 cookies, med stort mellemrum på de 2 bageplader. TIP! Ja det skal ligne små iskugler. De breder sig ud under bagningen.
Bag dine m&m cookies i en forvarmet ovn ved 180 grader, varmluft, i 14-16 minutter, eller til de er let gyldne.
Lad dem afkøle på en bagerist, inden du sætter tænderne i dem.

Jeg laver gerne et par små cookies, som ungerne kan få med i madpakken, eller som en lille snack efter sport, det er de vilde med.

Rigtig god fornøjelse.

opskrift på sprøde cookies med m&m's

Ingen kommentar

Skriv et svar