Min mor bagte aldrig specielt meget kage i min barndom, men når hun så endelig gjorde, så var det næsten stensikkert, at det var en marmorkage – oftes en ret tør en af slagsen. Men en marmorkage hører vel egentligt også under kategorien tørkage? og med kategorien tørkager, så ligger det jo lidt til navnet, at de er ret tørre i det.
Jeg har valgt at pifte den klassiske udgave af en marmorkage lidt op, ik’ meget, men bare lige nok til at den ikke er så tør, at man nærmest kan puste sand ud af munden, eller at en seriøs omgang tandsmør er det eneste der kan få kagen ned.
Men hey.. En omgang tandsmør har vel aldrig gjort nogen fortræd, hih
Denne opskrift er super nem at lave, alle kan være med på den – også selvom du har 10 tommelfingre, så giv opskriften et skud, hvis du ligesom jeg elsker en gammel klassiker.
Nem opskrift på saftig marmorkage
Print OpskriftIngredienser
- 250g smør, blødt
- 230g sukker
- Korn fra en vaniljestang
- 100g marcipan, revet
- 4 æg
- 250g mel
- 1 tsk bagepulver
- ½ dl mælk
- 100g mørk chokolade
Instruktioner
Smør, sukker, marcipan og vaniljekorn piskes let og luftigt.
Herefter piskes æggene i et ad gangen.
Tilsæt mel og bagepulver og rør godt.
Tilsættes mælk og vend det hele godt sammen.
Smelt den mørke chokolade over vandbad.
Tag 1/3 del af dejen i en ren skål og vend med den smeltede chokolade.
I en smurt spring- eller brødform, fordeles 2/3 dele af den lyse dej i bunden af formen. Kom chokoladedejen ovenpå og afslut med den sidste del af den lyse dej. Stik den skarpe ende af en kniv ned i dejen og lave små cirkelbevægelser, for at lave et fint mønster inde i dejen.
Bag marmorkagen i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i 45-50 minutter, eller til at en tandstik trækkes op uden våde krummer på.
Lad kagen afkøle på en bagerist.
Nyd den lækre marmorkage i godt selskab og med en kop kaffe eller te on the side.
Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Ingen kommentar