Morgenmad/ Opskrifter

Kaloriereduceret øllebrød uden øl, med lækker vaniljecreme topping

Kaloriereduceret øllebrød uden øl og lækker vaniljecreme topping

Det her er opskriften på min fortolkning af en kaloriereduceret øllebrød uden øl og raffineret sukker. Øllebrøden har jeg toppet med en noget så lækker vaniljecreme, som smager lige så himmelsk, som en lækker kaloriebombe af en klat flødeskum, for lad os lige være helt ærlige, så er øllebrød ingen ting uden en klat flødeskum.

Opskrift på sund øllebrød uden øl og lækker vaniljecreme topping

Hele det her øllebrøds show startede egentligt fredag aften, da jeg fandt ud af, at Alina aldrig har fået øllebrød før. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så er jeg ret sikker på, at hun fik øllebrød som noget af den første grød da hun var lille bebs, men så har hun nok heller ikke fået det siden. Det blev Alina og jeg derfor enige om at lave om på, så gudsklov for, at Netto er lige rundt om hjørnet og har åbent til kl 22, så man kan lave en spontan og hyggelig indkøbstur. Ihh hvor jeg dog elsker at leve i det 21. århundrede, hvor man ikke er begrænset af 9-19 åbningstider og søndagslukket, what a life, hah.

Alina og jeg aftalte at lave øllebrød som en sen morgenmad / tidlig frokost, hvor vi bare skulle tøse hygge i stuen, til en god tegnefilm. Rasmus skulle til sine forældre og rode med bil inden vi skulle til fødselsdag, Linus var hos mine forældre, hvor han for første gang overnattede helt alene, uden sine søskende, så han blev rigtig forkælet og var meget ulykkelig da han kom hjem, for han ville gerne være blevet hos mine forældre. Mine forældre opvarter simpelthen også de 3 unger i hoved og r**, så jeg kan ærligtalt godt forstå, hvorfor han ikke ville hjem. Kian ser man sjældent i weekenderne, han titter kun lige ud fra sit værelse, når han er sulten eller skal bruge lidt hjælp, til at oversætte noget fra engelsk til dansk. Både Rasmus og jeg var lige sådan, så vi tager det ret stille og roligt og nyder, at han er blevet så god til at klare sig selv. Af og til bliver jeg også lige nødt til at stoppe op og nyde øjeblikket, for hold nu fast hvor er han bare blevet stor på meget kort tid. Føler nærmest lige at jeg har fået ham, men det er alligevel 8 år siden. Tiden går simpelthen for hurtig!

Lørdag formiddag hoppede Alina og jeg i køkkenet, hvor vi biksede den her ret så lækre øllebrød sammen. Øllebrøden er lavet uden øl, da jeg stadig ikke er blevet voksen på det punkt. Jeg har stadig ikke lært at drikke øl, rødvin eller kaffe på trods af jeg bliver 30 om 1.5 måneder, måske jeg lære det med tiden, you never know, hih. Øllebrøden er også uden raffineret sukker, hvilket bare er herligt, så kan man spise den med lidt bedre samvittighed. Som topping lavede vi en, hvis jeg selv skal sige det, helt fantastisk og silkeblød vaniljecreme, som smager mindst lige så godt som flødeskum. Ja faktisk bedre efter min mening, men det er en smagssag. Alina var tosset med vaniljecremen, så hun måtte have en ekstra klat på toppen. Faktisk så havde hun nok spist det rent, hvis hun fik muligheden for det, hihi.

Opskrift på nem og lækker øllebrød uden øl med vaniljecreme topping

Opskrift på øllebrød uden øl og lækker vaniljecreme.

Du skal bruge følgende til 3-4 portioner:

  • 350 g rugbrød
  • 7 dl vand
  • 60 g sukrin gold
  • 2 spsk vaniljeskyr, kan undlades

Sådan gør du:
Bræk rugbrødet i små stykker og kom dem i en gryde.
Tilsæt vand og sukrin gold og kog op ved høj varme. Når grøden koger, skrues der ned på medium varme. Lad grøden simre i ca 10 min, eller til den har den ønskede konsistens.
Når grøden har den ønskede konsistens, tages gryden af varmen og vaniljeskyr tilsættes under omrøring.
Blend til sidst grøden godt igennem med en stavblender, til du har en lækker og lind øllebrød. TIP! Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, hvis grøden bliver for klæg, efter den er blendet igennem.

Du skal bruge følgende til vaniljecremen: 

  • 2 spsk mascarpone
  • 4 spsk vaniljeskyr
  • 1 tsk vaniljesukker

Sådan gør du:
Mål alle ingredienser af og kom dem i en skål. TIP! Mine spsk var med top, men det er egentligt underordnet om de er med eller uden top, så længe blandingsforholdene på 1:2 overholdes.
Pisk ingredienserne rigtigt godt sammen og smag til.

Server den lune øllebrød toppet med en stor spsk vaniljecreme, og nyd den i godt selvskab.

Rigtig god fornøjelse.

Opskrift på øllebrød uden øl og lækker vaniljecreme

Ingen kommentar

Skriv et svar