Aftensmad/ Bageværk/ Madpakke hits/ Opskrifter

Hjemmelavet bløde pølsebrød, perfekte til en luksus hotdog

Hjemmelavet bløde pølsebrød, perfekte til en luksus hotdog

Mit mundvand begynder at løbe, bare ved synet af dette billede! Jeg elsker når vi har hjemmelavet luksus hotdogs på madplanen, selvom de hovedsageligt er på madplanen i sommer månederne. Der er intet mere lækkert, end en god grillet pølse, indpakket i et lækkert, luftigt og fløjlsblødt pølsebrød.

opskrift på hjemmelavet bløde og luftige pølsebrød

Når vi får hjemmelavet hotdogs her hjemme, betyder det at mor står i køkkenet og far står ved grillen. Det er en ret så god arbejdsfordeling, efter min mening, for jeg har stadig ikke lært at håndtere vores gril, som vi har haft igennem 4 år. Der er faktisk en helt særlig grund til, at jeg stadig ikke har lært den at kende. Her hjemme er det nemlig altid mig der laver mad, ved få undtagelser, og den ene undtagelse er, at alt hvad der skal på grillen står Rasmus for. Så du kan vel nok forstå, at der virkelig ingen grund er til, at jeg lære den gril at kende, for så er det pludselig mig der også står for aftensmaden, når vi skal grille. Engang imellem gør det altså ikke noget, at arbejdsfordelingen bliver ligeligt fordelt, hihi.

Hvis du aldrig har prøvet at smage hjemmelavet pølsebrød før, så er du virkelig gået glip af noget. De smager simpelthen så skønt, de er bløde og luftige og så er de utrolig nemme at bage. Så der er virkelig ingen undskyldning for, at købe de kedelige, tørre og pap-agtige pølsebrød i supermarket mere. Pølsebrødende kan nemt peppes op med lidt sesamfrø, så de får et andet udtryk end det traditionelle plain pølsebrød.

Jeg bager altid pølsebrødende samme dag, som vi skal spise dem. Jeg elsker at de er helt friske og stadig lune, når Rasmus er klar med pølserne fra grillen. Vi bruger altid nogle pølser af god kvalitet, de skal gerne være med ost, og hvis vi går all-in, så svøber vi dem også i bacon, hihi. Denne opskrift gav mig 12 bløde pølsebrød, men antallet afhænger af hvilken størrelse, du laver dine pølsebrød.

Lækre luksus hotdogs med hjemmelavet pølsebrød

Opskrift på bløde pølsebrød.

Du skal bruge følgende:

  • 15 g gær
  • 2.5 dl koldt vand
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel
  • 50 g sukker
  • 5 g salt
  • 40 g blødt smør, skåret i små tern

Sådan gør du: 
Rør gæren ud i det kolde vand. TIP! Hvis du har en røremaskine, vil jeg anbefale at du bruger denne.
Tilsæt æg, sukker og salt.
Tilsæt hvedemel og ælt det godt sammen, ved lav hastighed, til dejen er glat og blank og slipper skålen. TIP! Det tager ca 8 minutter.
Tilsæt de bløde smørtern og ælt det godt ind i dejen, til den igen er glat og blank og slipper skålen, og stop så med at ælte.
Lad dejen hvile lunt og tildækket i 20 minutter.
Når dejen er færdighævet, vendes den ud på et meldrysset bord.
Del dejen i 12 lige store stykker, form dem til runde boller, og rul herefter bollerne ud til aflange pølsebrød. Sæt dem på 2 bageplader med bagepapir, med god afstand imellem hinanden.
Dæk brødende til og lad dem hæve til dobbelt størrelse. TIP! Omkring 1-2 timer.
Bag brødende i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft, i 10-12 minutter, eller til de er flotte gyldne. TIP! Du kan også tage dem ud af ovnen imens de stadig er lysebrune, så kan du nemlig varme dem op lige inden servering.

Server de lækre og bløde pølsebrød med en god pølse, ketchup, sennep, ristede løg og agurksalat.

luksus hotdogs

Ingen kommentar

Skriv et svar