Lørdag var en noget stresset dag, med både sport og hele 2 fødselsdage på en dag. Vi lagde ud med børnefødselsdag for A, hvor vi var 4 forældrepar der havde slået os sammen og inviteret hele klassen ud til en omgang bowling. Så fik vi skisme lige snuppet 4 fødselsdage på engang, mega praktisk, men også mega udmattende! Efterfølgende kørte vi til Dragør, hvor vi skulle til 70 års – mega hyggeligt arrangement og ikke mindst, overdreven god mad.
Når nu dagen var så hektisk, så var der brug for en nem og hurtig frokostløsning, som også helst skulle mætte og smage godt. Køleskabet bød ikke på nogen kulinarisk oplevelse, så jeg måtte arbejde med det vi havde. Det blev til en omgang Gnocchi med stegte champignoner i en cremet flødesauce. Det var både nemt at lave, mega hurtigt og smagte vidunderligt.
Jeg elsker at lave alting fra bunden af selv – det har du måske allerede luret, hvis du har fulgt lidt med på sidelinien, men i pressede situationer, er jeg overhoved ikke bleg for, at springe over hvor gærdet er lavest. Så selvom hjemmelavet Gnoochi bare smager bedst, så vil jeg også lige slå et slag for dem man kan købe i Rema – de er slet ikke så dårlige enda, heh. Så hvis tiden er knap, så kan de sagtens bruges – helt uden at give dårlig samvittighed i mit tilfælde.
Gnocchi er italiensk og minder tildels om pasta. Ligesom pasta koges gnocchi i rigeligt letsaltet vand – i dette tilfælde er den stegt på panden. Gnocchi er lavet på kartoffelmos, mel og æg, hvor pasta er lavet på mel og æg – kan du se sammenhængen?
Hvis du aldrig har smagt gnocchi før, så er det på tide. Det smager helt fantastisk, især i følgeskab af et glas iskoldt hvidvin – se det er noget der kan få mundvandet til at løbe, fuglene til at synge og en dårlig dag til at forsvinde. Så 1-2-3 sæt igang..
Gnocchi med champignon og cremet flødesauce
Print OpskriftIngredienser
- 2 spsk smør til stegning
- 1 pakke gnocchi
- 6 store champignoner, snittet
- 1 dl Alpro madlavningsfløde
- 0.5 dl parmesanost, revet
- Salt + peber
- Frisk persille til pynt
Instruktioner
Smelt smør over medium-høj varme og sauter champignongerner i 3-4 minutter.
Skru ned til medium varme og tilsæt Gnocchi. Steg i yderliger 2-3 minutter under omrøring.
Tag panden af varmen og tilsæt fløde og parmesanost. Sæt panden tilbage på varmen og skru ned på lav varme. Lad det simre i 1-2 minutter.
Smag til med salt og peber.
Server straks med lidt frisk persille og parmesanost på toppen.
Rigtig god fornøjelse.
Ingen kommentar