Beklager at mine ferie indlæg lader vente lidt på sig. Min fibromyalgi driller en del i disse dage og især min venstre pegefinger er hård ramt – lyder underligt ik? Min venstre pegefinger og mit højre håndled er en pain in the ass – mildesttalt. Plejer normalt ikke, at have smerter så centreret som i en finger, men i disse dage er den da helt gal – gid der var noget smertestillende man kunne tage. Smerten er ubeskrivelig og giver en del problematikker, i forhold til at skrive på computer – man bruger faktisk sine pegefingre ret så meget, når man taster, så bær lige over med mig for nu.
New York byder på mad fra alle verdens hjørner og det kan altså godt være lidt af et cirkus, at finde rundt i de mange madsteder, der fylder godt i gaderne på Manhattan. Det er ret så nemt at finde et sted, hvor man kan få et klassisk amerikansk måltid, men det er straks meget værre, at finde et af de lokale steder, eller et sted hvor man kan finde noget knap så amerikansk. Som du måske allerede har luret, så elsker jeg de der lidt mere hippe steder, der hvor der serveres sundt og visuelt indbydende mad. De der steder man efterhånden finder på alle gadehjørner der hjemme, og dem der er nemme at finde i byer som Berlin. De er bare knap så nemme at finde i mængden på Manhattan, men jeg fandt en, en som jeg allerede havde udset mig hjemmefra, og som vi SKULLE forbi på vores New York tur. Den var bestemt værd at vente på!
Jeg har nedenfor, samlet et lille udvalg af de steder vi har spist og som jeg kan anbefale. Måske det kan give dig lidt inspiration til din næste New York tur. Jeg beklager på forhånd kvaliteten på enkelte af billederne. Restauranterne kalkulere ikke rigtigt med, at man tager billeder af deres mad – de giver mig skisme kamp til stregen, heh.
Overblik over vores madmekka i New York:
Sted: Junior’s.
Adresse: 1626 Broadway, New York, NY 10019.
Prisleje: $$-$$$
Junior’s er kendt for deres cheesecake, men til en pris på 8$ sprang vi altså desserten over. Desuden var vi også stop mætte efter et kæmpe måltid, som ingen kunne spise op. Deres portioner er de der helt rigtigte amerikanske portioner, hvor selv det halve havde været rigeligt, så her kan der sagtens deles en portion. Junior’s er kæmpe og der kan forekomme lidt kø, men det er bestemt værd at vente på. Maden smager fantastisk, servicen er venlig og personlig, stedet har en høj puls, fyldt med energi og god stemning. Indretningen er ligesom en old school diner og musikken i højtalerne fra 70-80’erne fuldender den der Diner experience. Bestemt et besøg værd.
Sted: Dylan’s Candy Bar
Adresse: 1011 3rd Ave, New York, NY 10065.
Prisleje: $$-$$$
Dylan’s Candy Bar er et kæmpe paradis for børn. Slikbutikken er kæmpe og udvalget er kolosalt – et sandt slaraffenland. På 1 sal finder man deres cafe, hvor man kan indtage en lækker omgang frokost, eller en overdådig dessert – en af dem man kun kan drømmer sig til. Desserterne er overvældende store og selv det halve, havde været rigeligt til 2 personer. Så vælg 1 dessert til 2 personer – hvis det er børn, så kan 3 børn sagtens dele 1 portion. Vores Jeg er ikke god til madspild, men det var simpelthen en nødvendighed her, for shiit nogle portioner vi fik. Vi sluttede af med en omgang bland-selv slik, ungerne senere guffede i sig på hotellet.
Sted: Food truck
Adresse: Alle gader I NYC
Prisleje: $-$$
Man kan ikke gå ned ad en vej på Manhattan, uden at støde på en eller anden form for foodtruck. De findes i mange afskygninger og udvalget er kæmpe – det er et absolut must try, bare husk kontanter. Priserne er fornuftige og maden er fantastisk, i hvertfald de steder vi fik mad fra.
Vi købte også is i en rigtig amerikansk isbil, sjov men meget dyr oplevelse. Her er det igen nødvendigt, at have kontanter på sig og gerne rigeligt af dem. Isene var dyre end maden!
Sted: Los Tacos No.1
Adresse: 75 9th Ave, New York City, NY 10011.
Prisleje: $
Los Tacos No.1 ligger inde i et stort food market. Køen er lang, men tempoet høj, så ventetiden er kort. Stedet vrimler med mennesker og atmosfæren er lidt små stressende og noget højlydt. Der er ingen siddepladser og maden spises stående, man mærker straks den der autentisk street food vibe. Maden smager fantastisk, er visuelt indbydende og der er virkelig knald på krydderierne, så du skal klart være til spicy mad – det var noget af en HOT fornøjelse, siger hende der absolut ikke er til stærk mad, hih. Priserne er fornuftige og her kan med fordel betales med kort – jubii.
Sted: Bubby’s
Adresse: 120 Hudson St, corner of North Moore Street, New York City, NY 10013.
Prisleje: $$-$$$
Bubby’s vandt lynhurtigt mit hjerte – der skal efterhånden heller ikke meget til heh. Stedet vrimler med lokale og der kan godt forventes lidt kø, afhængig af tidspunktet du kommer. Stedet har en hjemmelig og varm vibe over sig, en fed og energisk stemning og er indrettet sådan lidt old school agtigt – i like! Maden er autentisk, velsmagende og visuelt tiltalende. Servicen er fantastisk, portionerne til den store side og priserne i den høje ende, men det er de generelt i NYC.
Maden blev serveret hurtig efter bestilling, men ungernes mad lod desværre vente lidt på sig. Inden vi overhoved opdagede, at ungernes mad lod vente på sig, havde personalet spottet ’problemet’ og taget hånd om det. Der blev lynhurtigt tilbudt en kompensation, som faldt i virkelig god jord. 2 stykker homemade pie til dessert, var lige hvad vi trængte til og en fantastisk kompensation, på et problem vi ikke rigtig spottede.
Sted: Uncle Paul’s Pizza
Adresse: 70 Vanderbilt Avenue, New York City, NY 10017.
Prisleje: $-$$
Her får man nogle af de bedste pizzaer og sød service. Hyggeligt lille og intimt sted, med italiener vibe. Stedet minder lidt om et pizzaria i Italien – altså et af dem der man finder oppe af de små sidegader, der hvor kun de lokale kommer.
Sted: Jack’s Wife Freda
Adresse: 224 Lafayette St, New York City, NY 10012.
Prisleje: $$-$$$
Dette besøg havde jeg meeget længe set frem til. Det er et lille, hyggeligt og intimt sted, med utrolig lidt plads. Den gode stemning, den fede energi og den personlige betjening, vejer dog op for den trænge plads. Det er et super populært hipster sted, med sundt og lækkert mad – meget atypisk amerikansk, køen er lang og her bør forventes ventetid på at få et bord. Det er desværre ikke muligt, at reservere bord på forhånd – det havde klart været at foretrække.
Maden smager vidunderligt, er visuelt tiltalende – sådan så mundvandet løber indbydende, portionerne af skandinavisk størrelse, utrolig lækre drinks- juice og lemonader, hurtig servering og servicen er virkelig i top. Det er bestemt værd at vente på et bord. Priserne er absolut til den høje side, men virkelig godt givet ud.
Til sidst vil jeg blot lige nævne, at i New York forventes det at man giver 18-20% i drikkepenge, enkelte steder kan man slippe afsted med 15%. Husk at have drikkepengene indregnet i dit madbudget, da New York i forvejen er et lidt pricy sted, at spise ude på restaurant.
Ingen kommentar