Bageværk/ Opskrifter

Søde boller til eftermiddags kaffen

lækre boller

Det har været en lidt underlig dag idag. Jeg ved ikke helt hvorfor, for den har ikke været anderledes, end de mange forgående dage.

Måske det skyldes, det markante vejrskifte vi har haft hele dagen – først snevejr, så sol på en skyfri himmel og nu er der overskyet igen. Eller måske det skyldes, min rastløshed. I don’t know.

Jeg satser på en mere ‘normal’ dag imorgen.

søde boller til kaffen

Imellem tøjvask, møder, støvsugning, hjemmeskole og undervisning på Teams, fandt jeg også tid til, at bage en omgang søde boller til eftermiddags kaffen. Eller i vores tilfælde, eftermiddags the’en og kakaoen.

Vi har stadig ikke lært at drikke kaffe, men jeg er stadig i træning, hih. Men en gingerbread latte har jeg dog lært at drikke.

Bollerne var klar til servering kl 14, da ungerne havde fået fri fra skole på teams, og de faldt i virkelig god jord, hos både store og små.

De er super nemme at lave, dejlig sødmefyldte med en lækker smag af kardemomme. Sidstnævnte kan altid undlades, hvis du ikke er til kardemomme.

Så Hvis du er på jagt efter en opskrift på søde boller, så er du kommet til rette sted.

Opskrift på søde boller

Print Opskrift
Serveringer: 20 stk

Ingredienser

  • 1 pk. gær
  • 4 dl mælk, lunet
  • 1 æg, + 1 til pensling
  • 950-900g hvedemel
  • 150g sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk kardemomme
  • 150g smør, blødt og skåret i små tern

Instruktioner

1

Smuldre gæren og rør gæren ud i den lune mælk.

2

Tilsæt æg, efterfulgt af mel, sukker, salt og kardemomme.

3

Ælt det godt sammen ved lav hastighed på køkkenmaskinen, i 5 minutter.

4

Tilsæt de bløde smørtern og ælt det godt ind i dejen. Ælt dejen i 10 minutter ved medium hastighed, til den er glat og smidig.

5

Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

6

Når dejen er færdighævet, vendes den ud på et let meldrysset bord. Del dejen i 20 lige store stykke.

7

Form bollerne og sæt dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir. Dæk bollerne til og lad dem efterhæve i 1 time.

8

Pensl bollerne med 1 sammenpisket æg, og bag dem i en forvarmet ovn ved 180 grader, almindelig ovn, i 12-15 minutter, eller til de er flotte gyldne.

9

Lad de søde boller afkøle på en bagerist.

Vi nød de bløde boller imens de stadig var lune, med tandsmør og syltetøj mums.

Rigtig god fornøjelse.

nem opskrift på boller

Ingen kommentar

Skriv et svar