Jeg har i mange år købt færdiglavet Naanbrød, da jeg har forbundet det med besværligt og tidskrævende bagning. Oh boy was i wrong! I sidste uge besluttede jeg, at vi skulle have indisk mad og samtidig besluttede jeg mig for, at det var på tide at forsøge sig med, at bage sine egne Naanbrød. Så måtte det jo briste eller bære.
Hold nu fast hvor blev det bare vellykket. Aldrig har jeg fået så lækkert et Naanbrød! Det smagte skønt, var blødt og saftigt indvendigt samtidig med, at det stadig var lunt og lettere sprødt udenpå. Det er simpelthen det perfekte Naanbrød efter min mening. Det var ualmindelig nemt at lave og krævede knap så meget tid, i forhold til hvad jeg først havde antaget. Min tålmodighed nået ikke, at løbe af med mig i denne omgang, hihi.
Du skal bruge følgende:
- 50g gær
- 2.5 dl lunkent vand
- 1 dl naturel yoghurt
- 1 æg
- 75 g smeltet smør
- 10g groft salt
- 10g sukker
- ca 650g hvedemel
- Olie til pensling og flagesalt til at drysse med
Sådan gør du:
Smuldre gæren og udblød den i det lunkne vand.
Tilsæt yoghurt, æg, smør, salt og sukker.
Tilsæt herefter melet. Tilsæt eventuelt mere mel, hvis dejen er for klistret. Ælt dejen til den er glat og smidig. TIP! Det tager ca 8 minutter på røremaskinen. Jeg kører 4 minutter ved lav hastighed og 4 minutter på fuld hastighed.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i skålen i 2 timer, til den er doblet i størrelse. TIP! Jeg lader altid dejen hæve i ovnen, altså en slukket ovn.
Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Del dejen i 5 lige store stykker og lad dem hvile yderligere 30 minutter på køkkenbordet.
Form herefter de 5 stykker til aflange og flade dråbeformet brød.
Pensl brødene med olivenolie, drys eventuelt med flagesalt eller frø efter smag.
Varm din ovn op til 250 grader, altimens at dine bageplader er i ovnen, så de også bliver opvarmet. Når ovnen er varmet op til 250 grader, tager du bagepladerne ud og fordeler de 5 Naanbrød på bagepapir på bagepladerne. Sæt straks tilbage i ovnen og bag dem i 8-10 minutter, eller til de er let gyldne. Brødene skal være bløde og ikke sprøde.
Lad dem afkøle på en bagerist. TIP! Ved afkøling får de en skøn skorpe.
Jeg serverede brødene imens de stadig var lune, mums, det smagte helt fantastisk. Brødenede kan drysse med friske krydderurter, nigellafrø eller hvad du end foretrækker. Jeg gemte 2 af brødene til dagen efter, hvor jeg sprøjtede dem let med lidt vand og varmede dem i ovnen, ved 150 grader i omkring 5 minutter. Det gjorde at de smagte fuldstændigt som var de bagt på stedet, så det kan altså abefales.
Ingen kommentar