Vafler kan man aldrig få for ofte, eller i hvert fald ikke, hvis du spørg vores unger her hjemme. Det er jo heldigvis ret simpelt at lave og alle ingredienserne er nogle man altid har der hjemme, så der er ikke rigtig nogen undskyldning, for ikke at lave dem.
Idag har jeg serveret de lækre og sprøde vafler som dessert, hvor de er serveret med en god vaniljeis, friske bær lige fra haven, en klat let pisket flødeskum og som prikken over i’et, med en god hjemmelavet chokoladesauce. Mums, det smager helt fantastisk, men jeg må indrømme ,at jeg personligt bliver lidt kvalm hvis der er for meget flødeskum på, men ungerne elsker det. Der kan nærmest ikke komme for meget flødeskum, eller chokoladesauce på.
Denne opskrift giver omkring 20 vafler, som alle smager helt igennem fantastisk. Vafler kan serveres med alverdens tilbehør, det er faktisk kun fantasien der sætter grænser. Jeg foretrækker at servere dem med is og en masse frisk frugt, når det er varmt i vejret, så det er primært om sommeren, at de bliver serveret på denne måde. Når det er koldt udenfor, elsker jeg at servere dem med en god syltetøj og lidt sukker, ganske som man spiste dem, da man var barn. Jeg bliver helt nostalgisk når huset bliver fyldt, med duften af nylavet vafler. Jeg bliver simpelthen lige smidt tilbage i tiden, til da jeg var barn og fik serveret lune vafler med syltetøj og sukker hjemme hos min farmor. Min farmor er en fantastisk kok og har altid lavet de skønneste desserter, måske det er hende jeg har arvet min forkærlighed for bagning fra, who knows.
Du skal bruge følgende:
- 400 g mel
- 150 g sukker
- 1.5 tsk bagepulver
- Kornene fra 1 vaniljestang
- 150 g smeltet og afkølet smør
- 8 dl mælk
- 2 æg
Sådan gør du:
- Rør mel, sukker, bagepulver og kornene fra vaniljestangen godt sammen. Tilsæt mælk og æg og pisk til en jævn dej. Tilsæt den smeltet og afkølet smør til sidst.
- Lad dejen hvile i 1 times tid.
- Varm vaffeljernet og bag vaflerne til de er gyldne.
- Lad vafler hvile et øjeblik på en bagerist, så de får en lækker chrispy overflade.
Server eventuelt de lækre vafler med is og friske bær, eller server dem med en god syltetøj og lidt sukker. Ja server dem lige som du og din familie foretrækker jeres vafler.
Hvis du skulle have lidt vafler i overskud, kan de med fordel gemmes til dagen efter, eller du kan fryse dem ned, så du altid har lidt lækkert, til når lækkersulten melder sig.
Ingen kommentar