I går blev Alina 5 år og det blev selvfølgelig fejret med hele familien, eller i hvert fald med den del af familien, som var hjemme og kunne komme. Mine forældre er i deres hus i Rom, så de kommer i næste weekend og fejre prinsessen.
Når der skal holdes fødselsdag her hjemme, skal der selvfølelig være lagkage. Alina har den sidste måned, haft helt styr på hvad hendes lagkager skulle indholde, og hvad menuen skulle bestå af, så det var nemt klaret. Alina elsker chokolade og jordbær mousse, så der var ingen tvivl om at hendes lagkager skulle indholde dette. Hele Rasmus familie elsker bananlagkage og det plejer at være en fast ting, der skal være til fødselsdage, så Rasmus måtte gå lidt på kompromis. Lagkagerne var rigtig lækre og der blev spist godt af dem, så jeg er sikker på at det ikke var helt dumt med 2 ens lagkager. Grundet travlhed har jeg snydt lidt og købt færdig lavet bunde. Det piner mig altid, når jeg bliver nødt til at gå på kompromis med mine kager, men der var hverken tid eller oversskud til, at lave bundene selv i denne omgang, så det må blive næste gang.
Du skal bruge følgende til chokolademoussen:
- 1/2 L pislefløde 38%
- 200 g grofthakket mørkchokolade
Lun fløden over middelvarme og tilsæt den grofthakket chokolade. Rør indtil chokoladen er helt smeltet og du har en fin glat chokoladefløde. Tag gryden af varmen og kom chokoladefløden over i en skål. Kom film ned over chokoladefløden. Filmen skal lægges oven på chokoladefløden, så der ikke dannes skorpe. Stil chokoladefløden på køl og lad den stå et par timer, til det er helt koldt.
TIP! Jeg laver gerne dette step om aftenen, så det står natten over.
Når chokoladefløden er godt kold, tages den ud af køleskabet og piskes stift med en el-pisker, ligesom når du pisker flødeskum. Du skal bare være obs på, at du ikke får pisket det for meget/længe, så begynder det nemlig at skille. Når dette er gjort står du tilbage med en lækker let og smagfuld chokolademousse, som også egner sig godt i andre bageværk, eks. fastelavnsboller.
Du skal bruge følgende til jordbærmoussen:
- 1 pose frosne jordbær
- 100 g sukker
- Kornene fra 1/2 vaniljestang
- 2 husblas
- 1/2 L piskefløde 38%
Jordbær, sukker og vanilje bringes i kog, og skal simre i 10-15 minutter. Der skal ikke kommes væde ved, da jordbærrene afgiver en del væske. I mellemtiden lægges 2 blade husblas til opblødning i lidt koldvand. Når jordbærrene er færdigkogte, tages gryden af varmen og jordbærmassen blendes godt igennem med en stavblender, så du får en glat og ensartet jordbærgrød uden klumper. Tag husblassen op og knug overskydende vand fra, og tilsæt dem til den varme jordbærgrød. Rør godt rundt indtil husblassen er helt opløst i jordbærgrøden. Stil gryden til siden og lad jordbærgrøden køle ned til stuetemperatur. Grøden må ikke begynde at stivne. Pisk 1/2 l fløde til flødeskum og vend den afkølet jordbærgrød, forsigtigt med flødeskummen. Stil jordbærmoussen på køl i et par timer, så den kan nå at sætte sig. Tip! Jeg laver den gerne dagen før, så den er klar til brug dagen efter, når den skal bruges.
Du skal bruge følgende til at samle kagen:
- 6 lagkagebunde
- Flormelis
- 1/4 L piskefløde 38%
- Jordbær
- Lidt rød frugtfarve
Start med at lægge 1 lagkagebund, på 2 fade, som du ønsker at servere dine lagekager på. Kom halvdelen af chokolademoussen på hver sin bund, og spred moussen i et jævnt lag. Læg nu en lagkagebund oven på chokolade moussen og gentag på samme måde med jordbærmoussen. Til slut er lagkagerne pyntet med en glasur lavet af flormelis, vand og lidt rød frugtfarve. Glasuren er spredt ud i et jævnt lag. Da glasuren er størknet har vi pyntet med lidt flødeskum, som er sprøjtet i små cirkler toppet med et halvt jordbær.
6 Kommentar
Pia
11. april 2019 at 15:40Hej min jordbær mousse vil ikke blive tyk Hvad kan jeg nu gøre ? Varme det op nu der er fløde i? Og bruge mere husblas
På fødselsdagskagen
Camilla
13. april 2019 at 10:11Hej Pia
Er det fordi at din mousse ikke vil stivne? eller er det fordi, at du synes den bliver får flydende når du blander det samme?
Mvh Camilla
Pernille bentsen
14. maj 2019 at 17:01Hej Camilla. Sikke nemt og lækkert den lyder.. Under tip skriver du, at laver den dagen før.?
Er det kagen du helt laver eller kun mousserne du hentyder til?
Jeg vil gerne lave disse kager til fredag. Vil mousserne kunne laves imorgen, kagen samles torsdag. Og så glasur og pynt på fredag.?
Hilsen Pernille
Camilla
16. maj 2019 at 7:34Hej Pernille
Det er moussen jeg laver dagen før, så den kan nå at sætte sig til dagen efter, hvor kagen samles – giver det mening? 😊
Hvis du laver lagkagebundene selv, så kan du sagtens samle kagen torsdag og pynte fredag, men hvis du bruger købe bunde ville jeg vente med at samle kagen til på selve dagen. Købe bundende bliver hurtigt lidt bløde i det vs. hjemmelavede lagkagebunde, men det er naturligvis individuelt, hvordan man godt kan lide sine lagkage bunde 😊
Mvh Camilla
Anne
4. marts 2020 at 16:20Hej Camilla
Sikke en lækker opskrift. Jeg har tænkt mig at lave lagkagen til min fars fødselsdag (selv om den måske er lidt piget i farven!). Hvor mange gram er “en pose jordbær”? Jeg er jo lidt nervøs for om mængden af bær og husblas passer sammen.
På forhånd tak for svar.
Mvh. Anne
Camilla
21. marts 2020 at 11:28Hej Anne
Er sikker på din far vil elske den, trods den lidt tøsede farve 😉 Jeg bruger 1 pose frosne jordbær fra Netto, mener at den er på 400g 😊
Rigtig dejlig solskins lørdag
Mvh Camilla