Andre lækkerier/ Dessert/ Opskrifter

Kransekage

Kransekage

Så blev det sørme nytårsaften, og tid til at kaste sig ud i projektet, kransekage. Jeg har aldrig prøvet at lave kransekage før, så der er uden tvivl plads til forbedring, men er nu ret stolt af mit første forsøg. Første forsøg med glasuren gik galt, så jeg måtte lave en nu portion, som heldigvis blev som den skulle. Det er derfor du på billederne kan fornemme at den har fået 2 gange glasur.

kransekagetop

Jeg har lavet kransekagen, sådan som jeg bedst selv kan lide den. Bundene er dyppet i en god mørk chokolade på 80%. Jeg kan slet ikke vente, med at sætte tænderne i den til kl 00:00 i aften/nat.

kransekage opskrift

Du skal bruge følgende til kransekagerne:

  • 250 g marcipan
  • 75 g flormelis
  • 20 g æggehvider (pasteuriseret)
  • God mørk chokolade tl at dyppe bundene i

Sådan gør du:

  • Ælt marcipan og flormelis godt sammen, og tilsæt æggehviderne lidt ad gangen.
  • Stil kransekage massen på køl i mindst 2 timer.
  • Del den kolde kransekage masse i 2 stykker, og rul dem til pølser på ca. 3-4 cm i tykkelsen. Det er en rigtig god ide, at dække bordet med lidt flormelis, så kransekage massen ikke klæber til bordet.
  • Pølserne er nu klar til at blive skåret i mindre stykker. Begynd med et stykke på 10 cm, så et stykke på 12 cm osv. til massen er opbrugt. Du kan vælge at lave en lille kugle til at lukke toppen med, men det har jeg fravalgt.
  • Luk pølserne, så de danner en rund cirkel. Sæt dem herefter på bagepapir, på en bageplade. Slut af med, at trykke alle ringene plan med en bageplade over, så de får en helt jævne overflade.
  • Sæt en ekstra bageplade under bagepladen med ringene, så undgår du at kransekagerne brænder på. Bag kransekagen ved 200 grader i ca 16 min, eller til ringene er gyldne. Hold øje med dem, da det går hurtigt til sidst.
  • Når kransekagerne er færdige og afkølet, dyppes bundene i den smeltet chokolade. Sæt ringene på et rent stykke bagepapir og lad chokoladen størkne. (smelt chokoladen over vandbad)

kransekage med chokolade

Du skal bruge følgende til glasuren:

  • 20 g flormelis
  • 8 g æggehvider  (pasteuriseret)

Sådan gør du:

  • Pisk flormelis og æggehvider stift med elpisker. Dette tager et par minutter.
  • Kom den færdige glasur i en sprøjtepose eller kræmmehus.
  • Sæt den først ring på det fad, du gerne vil anrette kransekagen på. Dette skal være den største ring af kransekagerne.
  • Sprøjt nu ringen med glasuren.
  • Sæt den næst største ring ovenpå, og sprøjt nu denne ring med glasur. Fortsæt på denne måde, med resten af ringene.

Nu kan du pynte kransekagen med lige det du vil. Det er kun fantasien der sætter grænser, for hvordan du kan pynte den.

Rigtig godt nytår.

kransekage ala camilla

 

 

Ingen kommentar

Skriv et svar