Julen nærmer sig med hastige skridt og inden vi får set os om, så er det atter tid til at få bagt en masse søde julesmåkager.
Ungerne kan slet ikke vente og A er allerede gået igang med nedtællingen.
Idag er der kun 21 dage til 1 december og de første julegaver er allerede købt.
Yeps, du læste rigtigt! Jeg elsker at være i god tid, så julen kan nydes og ikke bliver et stressende moment.
Da jeg sad og kikkede bloggen igennem igår, fandt jeg ud af, at jeg på ingen måde har fået delt, alle de mange opskrifter på julesmåkager med dig, som jeg havde en klar intension om sidste år. Så nu prøver jeg lige at være lidt på forkant, så idag vil jeg dele en af mine personlige favoritter med dig, nemlig opskriften på lækre og sprøde jødekager. Nogle af de meste perfekte småkager til jul.
De er super nemme at lave, svært vanedannende og opskriften giver en stor portion. What’s not to like?
Faktisk så er opskriften på dejen en perfekt grunddej, som du blandt andet også kan bruge til at lave nogle lækre nøddehapsere og nogle syndige småkager med kokosknas. Til nøddehapsere tilsættes blot 25g finthakket nødder i grunddejen og hvis du vil have kokosknas, så erstatter du blot kanelsukker med kokosmel istedet – nemt ik?
Du kan også komme chokoladestykker i grunddejen, men her vil jeg dog istedet anbefale dig, at bruge denne opskrift – den er freaking awesome!
Her hjemme er det hele familien der laver julesmåkager og jeg kan slet ikke vente, til vi snart står samlet rundt om køkkenbordet igen. Det er så forbandet hyggeligt.
Sprøde jødekager - den perfekte julesmåkage
Print OpskriftIngredienser
- Dejen:
- 500g hvedemel
- 180g flormelis
- 375g koldt smør, skåret i små tern
- 2 æg
- Topping:
- Æg til pensling
- Kanelsukker
Instruktioner
Kom alle ingredienserne til dejen i en stor skål og ælt det hele godt sammen til en ensartet dej.
Del dejen i 2 og rul hver del til en aflang pølse på omkring 3-4 cm i diameter.
Pak dej-pølserne ind i film og læg dem på køl i 2 timer.
Når dej-pølserne har hvilet på køl i 2 timer, skæres de ud til småkager med en skarp kniv. Sørg for at de alle sammen er skåret i nogenlunde samme tykkelse, så de er færdigbagte på samme tid.
Læg småkagerne på en bageplade beklædt med bagepapir, pensl med sammenpisket æg og drys med en generøs mængde kanelsukker.
Bag jødekagerne i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft, i ca 6-8 minutter, eller til de er gylden brune. Det går stærkt så sørg for at holde et tæt øje med småkagerne, efter de første 5 minutter.
Lad småkagerne afkøle på en bagerist.
Noter
Dine hænder er et godt redskab til denne opskrift .
Jeg ruller altid pølserne direkte på filmen, så undgår jeg at dejen klistre til bordet.
Opbevar jødekagerne i en kagedåse eller anden tætlukket beholder.
Rigtig god fornøjelse.
Ingen kommentar