Det der med at gå hjemme, træne og bare nusse rundt i køkkenet er lige mig – ihvertfald for nu. Jeg skal nok gå hen og blive træt af det, men for nu vil jeg bare nyde det. Det betyder samtidig også, at jeg har tid til at komme lidt til bunds, i den store bunke af opskrifter, jeg har liggende her ved min side. Der er mange opskrifter der bare ligger og venter på, at blive delt med dig. Udover opskrifter er der også et par udkast til lidt ferieindlæg, så jeg kommer da ikke til at kede mig, heh.
For nu vil jeg dog dele denne ret så lækre opskrift med dig. Det er alt for længe siden, at den sidst har været på menuen her hjemme, så den er netop skrevet på næste uges madplan. Den smager simpelthen så fantastisk – både med og uden perlebyg. Jeg kan godt lide at perlebyg’en tilføre lidt ekstra struktur til suppen, men den kan sagtens erstattes eller helt undlades. Suppen er også lavet på vegansk manér, men den veganske fløde, kan sagtens erstattes med en helt almindelig fløde, så lad dig ikke afskrække af ordet vegansk.
Suppe er en rigtig hygge spise, der jo egentligt nok mest er en spise, der hører sig til i de kolde vinter måneder, men denne kan altså spises året rundt. Det er ikke en af de der rigtigt vintertunge supper, men derimod en velsmagende, cremet og let suppe. Suppen kan faktisk også bruges som en forret til en 3-retters, her ville jeg dog nok bare droppe perlebyg’en, så suppen ikke har samme mæthedsfaktor – man skal jo helst have lidt apetit til en 3 retters. Suppen er dejlig nem at lave og kan med fordel laves på forhånd, så den blot skal varmes op når gæsterne kommer, win-win.
Ingredienser
- 250g blandet svampe
- 120g kartofler, skrællet og skåret i små tern
- 1 fed hvidløg, snittet
- 1 lille løg, grofthakket
- Kvaste af frisk timian, finthakket
- 4 dl grøntsagsbouillon
- 1 dl perlebyg og 2 dl vand
- 1.5 dl soya cusine
- Salt og peber
Instruktioner
Svits løg og hvidløg i lidt olie, til de er klare.
Skyl svampene grundigt og skær eventuelt de store og robuste svampe ud i mindre stykker.
Tilsæt svampe og timian, og steg det godt igennem, til svampene har fået lidt farve.
Tilsæt boullion og kartofler - og kog op. Skru herefter ned til medium varme og lad det simre i 15 minutter.
Samtidig - i en seperat gryde, koges 1 dl perlebyg i 2 dl vand, i 15 minutter.
Find din stavblender frem og blend suppen til den er helt glat.
Tilsæt perlebyg og fløde - smag til med salt og peber.
Noter
Fløden må ikke koge, da den i så fald vil gryne. Tilsæt den derfor først til sidst, når retten er færdig med at simre.
Server den varme suppe, toppet med lidt ristede svampe, frisk timian og et par dråber oliven olie af god kvalitet. Mums, min mund havde en kæmpe fest.
Velbekomme.
1 kommentar
Stella
2. november 2021 at 18:42Hey! Vil lige høre hvad soya skal bruges til? Der står intet i selve fremgangsmåden om den