Jeg har efterhånden delt en del opskrifter på fastelavnsboller med dig, men derfor kan jeg vel godt dele et par nye opskrifter med dig alligevel ? man kan vel aldrig få for meget inspiration, kan man ?
Den her opskrift er en af de helt nemme, især fordi jeg for engangsskyld har snydt lidt, det er ellers sjældent at det sker, men tiden var knap og fastelavnsboller skulle der til, så der måtte lidt snyd til, heh. Jeg snød ved at bruge en bagefast vaniljecreme fra Dr. Oetker, istedet for at lave min egen vaniljecreme. Jeg var løbet tør for æg, da vores unger i øjeblikket indtager blødkogte æg i STOR stil, så da mit blik hurtigt faldt på brevet med bagefast vaniljecreme, helt der inde bagerst i skabet, så hapsede jeg det med det samme og helt uden dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kom dog snigende efterfølgende, men nok om det, hih.
Jeg vil til hver en tid anbefale, at bruge en hjemmelavet vaniljecreme, det smager altså bare meeget bedre, men når det nu er sagt, så kan jeg også godt anbefale den bagefaste vaniljecreme fra Dr. Oetker. Den er super nem at arbejde med og giver et ganske udemærket resultat. Efter min mening savner den bare lidt smag, men måske det kan afhjælpes, ved at tilsætte kornene fra 1/2 vaniljestang ? Det er ihvertfald et forsøg værd. Så hvis du ikke har mod på en hjemmelavet vaniljecreme, som på det varmeste kan anbefales, så i mangel på samme, så prøv den bagefaste vaniljecreme. Det er ihvertfald en super hurtig og dejlig nem løsning. Engang imellem er man altså bare nødt til, at ty til de nemme løsninger.
Denne opskrift gav en stor portion fastelavnsboller og hvis du på forhånd ved, at I ikke kan komme igennem dem alle på en gang, så kan de fryses ned, er det ikke bare skide smart ?! Når fastelavnsbollerne er samlet, så pak dem ned i en tætlukket beholder og kom dem i fryseren. Når du så har lyst til nybagte fastelavnsboller, så tag dem ud af fryseren og lad dem tø op. Når de er tøet op efterhæves de i 1 time, hvorefter de bages. På den måde, har du altid et par friskbagte gammeldags fastelavnboller ved hånden. Det er simpelthen så genialt, især hvis man pludselig står med uventede gæster.
Nemme fastelavnsboller med chokolade og vaniljecreme
Print OpskriftIngredienser
- 25 g gær
- 2.5 dl mælk
- 2 æg
- 100 g smør
- 50 g sukker
- 0.5 tsk salt
- 550 g hvedemel +/-
- 1 tsk kardemomme
- 1 brev bagefast vaniljecreme fra Dr. Oetker, hertil 4 dl mælk
- 150g mælkechokolade, brækket i stykker
Instruktioner
Smulder gæren i en skål.
Smelt smøret og lun mælken.
Opløs gæren i den smeltede smør og lune mælk.
Tilsæt æggene et ad gangen.
Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem i omkring 5 minutter. Dejen skal være blød og smidig uden at klistre til fingrene.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Imens laves vaniljecremen, følg anvisningen på pakken. Eventuelt tilsæt kornene fra 1/2 vaniljestang, for at give vaniljecremen lidt ekstra smag.
Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord, til en stor firkant på lidt under 0.5 cm i tykkelsen. Skær dejen ud i firkanter af ca. 10 x 10 cm.
På hver af firkanterne lægges en generøs mængde vaniljecreme og 1 stk mælkechokolade. Fold hjørnerne ind over fyldet og klem dejen godt sammen i samlingerne, så fyldet ikke kan løbe ud. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, med samlingen nedad.
Lad fastelavnsbollerne efterhæve, tildækket i 45 minutter.
Bag de færdighævet fastelavnsboller i en forvarmet ovn, ved 180 grader i omkring 15 minutter, eller til de er flotte gyldne.
Lad fastelavnsbollerne afkøle på en bagerist, inden de pyntes med glasur, smeltet chokolade, eller hvad du ellers foretrækker, at pynte dine fastelavnsboller med.
Noter
Din mælk/smør må ikke være for varm, da det dræber gærcellerne og så vil dejen ikke hæve.
Jeg lader altid min dej hæve i ovnen, da der er lunt, vel og mærket en slukket ovn!
Jeg pyntede fastelavnsbollerne med en glasur lavet af flormelis, kakaopulver og vand, det tænker jeg er en ret klassisk glasur, som de fleste kender til ? Den smager fantastisk og vores unger elsker den, så valget faldt meget naturlig på denne chokoladeglasur. A pyntede efterfølgende fastelavnsbollerne med lidt krymmel, hun elsker at være med i køkkenet, så jeg indrager hende så meget som muligt, i alt hvad der laves. Det er simpelthen så hyggeligt!
Rigtig god fornøjelse med at lave de lækre og ikke mindst, super nemme fastelavnsboller.
Ingen kommentar