Igår diskede K op med pandekager, som han helt selv havde lavet – WOW, det er altså kæmpe stort. De skulle lave pandekager i klassen, men da de stadig er hjemsendt grundet lockdown, så måtte hele klassen lave deres egne der hjemme – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Det betød, at der var pandekager til mor, far og naturligvis K selv. A og lille L var desværre i skole, så de gik glip af herlighederne – hvad de ikke ved har de ikke ondt af. Jeg har desuden også planer om, at lave amerikanske pandekager i weekenden, så de bliver ikke helt nydt.
K’s opskrift på pandekager er super nem og utrolig børnevenlig – en rigtigt Rasmus Klump pandekage opskrift. De smager vidunderligt og kan serveres med lige præcis det hjertet begære.
K serverede pandekagerne i 2 forskellige varianter. En med nutella og banan, og en med jordbærsyltetøj og flødeskum. Det er vores favorit kombinationer her hjemme, udover lige pandekager med is og chokoladesauce – mums, det er også en favorit kombination!
Børnevenlig opskrift på pandekager
Print OpskriftIngredienser
- 150g hvedemel
- 4.5 dl mælk
- 50g smør, smeltet
- 3 æg
- 1 tsk vaniljepulver
- 0.5 tsk groft salt
- Smør til stegning
Instruktioner
Kom mel og vaniljepulver i en skål, og pisk mælk i lidt efter lidt, til du har en ensartet og glat dej.
Tilsæt smør, æg og salt, pisk dejen godt igennem. Lad eventuelt dejen hvile i 30 minutter, så den kan nå at sætte sig. Er du utålmodig, så brug den med det samme.
Steg en pandekage ad gangen i lidt smør, ved medium-høj varme, i ca. 1 minut på hver side, eller til de er gyldne. K brugte ca. 0.5-0.75 dl dej pr. pandekage.
Gentag med resten af dejen.
Server de lune pandekager med nutella og banan, syltetøj og flødeskum, eller hvad dit hjerte ellers måtte begære.
Noter
Denne opskrift, kan også bruges til at lave vafler med.
Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Ingen kommentar