Jeg har langt om længe fået købt mig et Belgisk vaffeljern. Det har så også kun taget mig små 4 år, men nu skulle det altså være, for jeg kunne absolut ikke leve uden et mere, hihi. Jeg har længe drømt om de her falafel-vafler, så igår aftes blev ingredienserne skrevet på indkøbslisten, for idag at blive indkøbt.
Jeg er tosset med falafel, så hvorfor ikke kickstarte det nye år, med en sund og lidt anderledes måde, at spise falafel på ? Jeg skal ihvertfald tilbage på rette spor, efter en lidt for hyggelig og fed juleferie. Jeg tør simpelthen ikke stille mig på vægten lige i øjeblikket, af bar frygt for det to cifrede tal, der vil rulle frem på skærmen. Så nu er det tilbage på rette kurs, eller rettere tilbage til hverdagen, for hverdagen her hjemme, eller ihvertfald for mit vedkomne, er lig med favrig, indbydende og sund mad, som bliver kombineret med træning. Det giver mit fred og ro i kroppen, så jeg kan holde min sygdom lidt i skak. Hvis sygdommen ikke bliver holdt i skak, så stikker det helt af og så bliver jeg forfærdelig at være i rum med, og det vil jeg så vidt muligt gerne undgå!
Jeg lavede vaflerne til frokost, som Rasmus sjovt nok fik fedtet sig med på, så det var virkelig godt, at denne portion gav 6 små falafel-vafler, ellers havde der slet ikke været nok! Rasmus indtog 4 af dem på no time og kunne snildt have kørt flere ned, hvor jeg knap nok selv kunne spise 2. De gjorde meget stor glæde hos Rasmus, så jeg må igang med at lave en ny portion, så jeg har til vores madpakker. Der er intet som en madpakke der oser af sundhed.
De her falafel-vafler er ualmindelig nemme at lave og smager helt igennem fantastisk. De har en lækker og let konsistens, et sprødt ydre, samtidig med, at de er fyldt med masser af smag. Det er ikke en tør udgave af en falafel, så no worry, du vil helt sikkert elske dem. De er perfekte både til frokost og aftensmad, og kan toppes med alt hvad hjertet begære.
Opskrift på lækre falafel-vafler.
Du skal bruge følgende:
- 1 dåse kikærter
- 2 fed hvidløg
- 1 bundt persille
- Saften fra 1 lime
- 1 dl rugflager
- 2 æg
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- 1 tsk groft salt
- Friskkværnet peber
- kokosolie til bagning
Sådan gør du:
Kom alle ingredienserne i en blender, og blend til en jævn og glat dej.
Kom lidt kokosolie i dit vaffeljern. TIP! Du kan sagtens benytte en anden form for fedtstof, hvis du nu er mere til olivenolie.
Bag dine falafler i vaffeljernet – Jeg fik 6 små falafel-vafler ud af opskriften, så den giver omkring 4 store.
Top dine falafel-vafler med lige præcis du har lyst til, eller lad dig inspirere af billedet, og top med 1 spsk hytteost, ruccola, rødløg, chili, avokado og lidt limesaft.
Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Ingen kommentar